Kærlighedens Land - Tønder Weddings: Den store dag
Hår & Makeup

På den store dag drømmer de fleste brude om, at alt er perfekt. Og her taler vi ikke kun de store ting – som kærligheden, vielsen og selve festen. Nej, det handler også om de små ting, såsom flot opsat hår og fin brudemakeup.

Og bare fordi I måske er langt væk fra jeres normale hverdag, så betyder det ikke, at du som brud må undvære den helt store pakke. Vi har masser af dygtige frisører i Tønder Kommune, der hellere end gerne vil hjælpe med at lave en smuk håropsætning, krøller, eller hvad du nu må ønske dig.

Det samme gælder makeuppen. Måske er du lidt for spændt til at kunne lægge en perfekt makeup på dagen, måske ryster hænderne lidt af forventningens glæde, eller måske vil du bare gerne forkæles lidt på den store dag. Heldigvis så har vi dygtige skønhedsklinikker og saloner placeret rundt omkring på hele egnen, og de vil hellere end gerne assistere dig på din store dag.

Ringe

For mange brudepar er udvekslingen af ringe en vigtig del af vielsesritualet. Måske har I allerede fundet jeres ringe. Måske har I arvet nogle. Måske genbruger I jeres forlovelsesringe. Er det ikke tilfældet, så byder Tønder Kommune på en masse dygtige guldsmede, der hellere end gerne vil guide jer til at finde de helt rigtige ringe.

Ringene står som symbolet på jeres kærlighed og jeres ’ja’. Men om I er mest til den klassiske guldring, der aldrig går af mode, eller et mere specielt design, det betyder intet, for vores lokale guldsmede har et stort og bredt udvalg. Ønsker I ringe, der er designet kun til jer, så kan det også nemt lade sig gøre – selvom det i mange tilfælde måske kræver lidt længere tid.

Tøjet

Brudetøjet er noget, der for mange par er ret vigtigt. For på sådan en speciel dag må tøjet også godt være lidt fint. Måske ikke decideret hvid kjole og habit, hvis det ikke er sagen, men blot en fint sæt, der ligesom markerer, at dagen er noget særligt. Heldigvis har vi i Tønder Kommune ganske mange fine butikker, der kan hjælpe jer – lige meget hvad I ønsker, og hvilket budget I har.

Er I til gengæld nogle af dem, der gerne vil i hvid kjole og fin habit, så har vi også nogle skønne brudebutikker, der specialiserer sig i netop dét. For det er jo netop sådan, at mange brude har drømt om den dag, de skulle giftes. Mange gange. Og de har en helt særlig idé om, hvordan kjolen skal se ud. Måske er du en af dem? Vi er ret sikre på, at ligegyldig om du har et bestemt design i hovedet, eller om du blot har lyst til at lade dig overraske i jagten på din kjole, så kan du finde KJOLEN hængende på en bøjle i en af vores lokale butikker. Vores kjolebutikker har nemlig et kæmpe udvalg, og de går meget højt op i, at alle deres brude finder det perfekte match.

Skal I også bruge en ny, flot habit eller et stilfuldt jakkesæt, så findes der også et stort og varieret udbud i området. Både hos nogle af vores kjolebutikker, men bestemt også i alle vores lokale herretøjsbutikker. De vil helt sikkert kunne hjælpe dig med at finde det helt rigtige snit.

Fotograf

Mange brudepar vælger at få foreviget deres store dag med billeder taget af en professionel fotograf. For det er jo en speciel dag. En dag man ønsker at mindes. Og det gerne med smukke billeder.

Hvis I også drømmer om fantastiske billeder fra jeres bryllupsdag, så byder vores egn heldigvis på adskillige dygtige fotografer, der har stor erfaring med bryllupsbilleder, og de vil med garanti kunne fange jer og jeres kærlighed på allerfineste vis.

Om I ønsker jeres billeder foreviget i et skovrigt område, i en af byernes hyggekroge, blandt ruiner eller på stranden med tæerne i vandet, det bestemmer I selv. Alt kan lade sig gøre. Og vi er sikre på, at I vil komme hjem med de fineste minder i fotoformat fra jeres uforglemmelige dag.

Blomster

En brudebuket. En knaphulsblomst. Det hører sig næsten til på sådan en bryllupsdag. Det synes mange brudepar i hvert fald – uanset om de skal vies borgerligt eller kirkeligt.

Og vi forstår det godt, for blomster kan altså noget særligt. De pynter. De lyser op. De giver noget ekstra. De er en lækker detalje i et velvalgt samspil med brudens fine kjole og gommens jakkesæt.

Skal I bruge en brudebuket, en knaphulsblomst eller noget helt tredje, så er der masser af muligheder at hente hos vores lokale blomsterhandlere. De skaber de fineste ting – hvad enten der er tale om moderne, kunstfærdige buketter eller en helt traditionel brudebuket. Så hvad end du drømmer om, så skal det nok blive til virkelighed hos vores dygtige blomsterhandlere.

Transport

Når det kommer til transport på bryllupsdagen, så er der omtrent lige så mange forskellige ønsker og behov, som der er brudepar.

Nogle par bruger bare deres egen bil, andre offentlige transportmidler, og så er der dem, der gerne vil leje en fin gammel bil eller en hestevogn, der kan tage dem ud til fotografering og videre til det sted, hvor de skal bruge resten af dagen på at fejre deres kærlighed.

Om I drømmer om en hestevogn eller en smuk og velholdt gammel bil på jeres bryllupsdag, så er der forskellige muligheder for at få begge dele opfyldt her på egnen. Det lover vi.

Billeder fra Instagram

Besøg os på instagram og brug #tonderweddings til at dele dit bryllup i Tønder Kommune.

Load More